Referat: Julefest – 3.12.2016

Julefesten, som igen i år var det største arrangement for store og små i Den Danske Club Basel, blev holdt i Kornfeldkirkens fællessal i Riehen lørdag den 3. december 2016 med 130 medlemmer og gæster.

Traditionen tro begyndte julegudtjensten med Luciaoptog kl. 14.00. Det var vores sidste gudtjenste med Kresten Drejergaard som præst (desværre!). Vi kommer virkelig til at savne præsteparret.

Derefter startede vi festen med lune æbleskiver, gløgg, saftevand og mange lækre hjemmebagte kager og boller. Vi var meget glade for det fine juletræ, som vi igen i år fik foræret af gartneriet Andreas Wenk i Riehen.

Børnene var  i børnestuen meget optagede af at lave ’badges’  med motiver efter deres eget valg. De kunne vælge motiver som forskellige dyr, f.eks. heste og katte, eller julenisser, snemænd, prinsesser og Anders And-figurer.

I løbet af eftermiddagen kiggede julemanden forbi til stor glæde for os alle. Med børnenes hjælp fandt han godteposerne og sammen fik de sunget en række julesange, mens de gik rundt om juletræet. Efter at julemanden havde uddelt godteposer (sponseret af Konsul Jan Krarup) med slik og marcipan brød i, skulle han videre på sin rejse og og det blev tid til ris à l’amande!  Vi fik delt 10 mandelgaver ud, efter at al ris à l’amanden var spist op.

Vi sluttede festen af med en rugbrødsmad med hjemmelavet leverpostej og en kold øl. Der var lige en enkel snaps tilbage fra julefrokosten til et par, der meldte sig frivilligt ;-).

Det  var en rigtig hyggelig eftermiddag med glade børn og voksne og masser af julehygge.

Mette Rostén Moser

Schreiben Sie einen Kommentar

Ihre E-Mail-Adresse wird nicht veröffentlicht. Erforderliche Felder sind mit * markiert.