Lørdag eftermiddag den 12. maj besøgte vi Läckerli Huuset i Frenkendorf. Vi var 25 medlemmer og gæster, der fik en interessant rundvisning inkl. smagsprøver. Vi hørte om Läckerli’s historie, om de forskellige produkter og om fremstillingsprocessen.
Gæt engang hvor mange Läckerli de fremstiller hver dag…
Ja, det er faktisk 9 tons! Og 2,5 tons Rahmtäfeli! Og 50 kg Praliner!
Läckerlis ingredienser består af honning, hakkede mandler og hasselnødder, orangeat og zitronat, baselbieter kirsch og ædle krydderier (hemmelig blanding).
I 1903 startede det hele. Konditoren André Klein fra Meiringen overtog en konditor-virksomhed i Basel og begyndte at producere ”Original Basler Läckerli”.
Läckerli Huuset har 150 medarbejdere og til jul er der 100 ekstra arbejdere ansat. Deres hightech maskiner kommer fra forskellige lande, deres ovn kommer f.eks. fra Danmark.
Jan Krarups firma ffbk Architekten var del af bygningsprojektet, der resulterede i Läckerli Huuset. Han fortalte os om den komplekse bygningsopgave. Bygningen forestiller kagedåser, der er sat over på hinanden.
Vi sluttede rundvisningen med en sød apéro med prosecco og en variation af Läckerli produkter (vafler, chokolader, praliner, flutes, gelée russe, diverse Rahmtäfeli og selvfølgelig den klassiske Läckerli). Tak for en hyggelig og ”sød” eftermiddag.
I kan læse mere om Läckerli på deres hjemmeside: www.laeckerli-huus.ch